Pædagoger og computere

Computer og computerspil er ved at blive en integreret del af vores hverdag, det er efterhånden de færreste, der ikke har mindst en computer i hjemmet. Det halter dog stadig lidt med at få dem ud i de pædagogiske daginstitutioner. Dette skyldes ofte at pædagogerne er usikre på hvordan de rent teknisk skal håndtere computerne.
Jeg så det med egne øjne i min 1. lønnet praktik, hvor der var opstillet en computer i fællesgangen, børnene var vilde efter at komme til at bruge den, men det var de færreste af pædagogerne der overhovedet kunne tænde for den og starte spillet. Jeg tror også det handler om en berøringsangst, samt en uvilje i, at ville sætte sig ind i noget nyt. Samtidig har der længe været opstillet et skræmmebillede af de børn, der spiller meget computer. En tyk bleg teenager dreng med uren hud, og med pizzabakker og colaflasker omkring sig, der sidder alene foran en computer dag ud og dag ind.

Men faktisk kan computerspil være en meget social aktivitet, som der også bliver nævnt i artiklen Doom i Havnbjerg. Selvom det kun er en, der spiller og de andre blot ser på. Er de stadig fælles om aktiviteten, da tilskuerne kommer med tilråb og opmuntring.

Jeg kan bare sige, at jeg er glad for, at jeg som kommende pædagog, har en større viden om computere og dens egenskaber, end mine ældre kollegaer.